Historien om Nibe Mærsk

Nibe Marineforening har tidligere haft et skib opkaldt efter foreningen. Her er skibets historie såvel som nuværende status:


I forbindelse med Nibes 275 års købstadsjubilæum i 2002 henvendte daværende afdelingsformand Finn Knudsen sig til rederiet Mærsk med en opfordring til at et af rederiets skibe på sigt kunne få hjemstavnhavn i Nibe.

Opfordringen blev honoreret med nybygningen "Nibe Mærsk", der på daværende tidspunkt var Mærsk Tankers nyeste enhed, ud af en flåde på ialt 142 tankskibe, som A.P.Møller Mærsk Gruppens tankdivision rådede over.


Efter levering fra Jiangnan Shipyard sidst i Marts 2007, gik jomfrurejsen med fuld last af palmeolie til Århus, hvor skibet ankom d. 5. Maj 2007.
På invitation fra rederiet kunne Finn Knudsen og Erik Sommer Jensen så ved selvsyn bekræfte, at såvel navn, som hjemstedshavn, var dedikeret Nibe.
"Nibe Mærsk" har en længde på 144.2 m, 24 m bredde og dødvægt på 16.565 ton/19.075 m3.

Det skulle dog vise sig, at skibe med jævne mellemrum skifter hænder. Dette var Nibe Mærsk udsat for over flere gange. Første gang var det nedenstående besked fra 2010, som proklamerede navneændringen:


Hilsen fra Kaptajn Claus Melin


Gode Kammerater i Nibe.

Ja, nu hedder "Vores" skib altså Bro Nibe. Hjemhavnen er forsat Nibe. Skibet er blevet malet om til mørkeblåt skrog og stjernen i skorstenen er erstattet af Brostrøm's logo.
Grunden til denne ændring ligger vel i at skibet er kommercielt og teknisk opereret af Brostrøm i Göteborg. Og man har så ment at de 6 n-skibe skal sejle med de ovennævnte farver og skorstensmærke af denne grund og pga. Brostrøms gode navn netop i denne størrelse tankskibe.


Nibe Mærsk var den første til navneskiftet men de andre skal følge når lejlighed gives.
For mig personligt er det lidt uvant, da jeg i snart 35 år har sejlet med de lyseblå, og under stjernen. Men forandring fryder .... sommetider og som en god ven engang sagde: Når forandringens vinde blæser er der nogle der bygger læhegn, andre rejser vindmøller.
Jeg er selv på mølleholdet, og ser lyst på fremtiden for Vores skib.

Mange kammeratlige hilsner
Claus Melin
Kaptajn
Bro Nibe
Nibe.

Bro Nibe i en lidt skramlet udgave

Bro Nibe skulle dog i 2022 atter skifte hænder, og sejler nu under navnet Sten Poseidon for rederiet Stenersen fra Norge. Skibet sejler nu med Madeira som hjemhavn, og har altså ikke længere nogen tilknytning til hverken Nibe eller Nibe Marineforening.

Historien om skibets tidligere tilknytning til foreningen er ganske underholdende, men må antages ikke længere værende relevant for foreningen og dens virke.

Klik på knappen og følg skibet i realtime på Vesselfinders hjemmeside. Det er ret spændende.