Nibe Marineforening

Generalens referat

”Generalens referat”

Medlem Torkild Hansens søster Birte, laver efter hvert års udflugt et meget fyldestgørende referat – som hermed følger:

Nibe Marineforenings Sommerudflugt

Lørdag 11/6-16

Destination: Hirtshals

I år gik turen mod Hirtshals, og alle 42 deltagere var i festhumør og sommertøj, for vejret var lige til en udflugt.

Chaufføren fra den lejede Hals Bus tog motorvejen nordpå, og ved en rasteplads ved Tylstrup gjorde vi det første stop for morgenmad. Som altid lækre smurte rundstykker med ost og pålæg, og vigtigt, en lille en til halsen. Ja, den første revle eller grundstødning blev også indtaget her.

Vi fortsatte nu direkte mod Hirtshals, og var ved fyret i god tid til yderligere en revle, for kl. 11.00 var der rundvisning ved det 10. batteri. Et tysk bunkerbatteri fra 2. verdenskrig, der nu tilhører Vendsyssel Historiske Museum, hvis leder så interessant fortalte os, atbåde historien om krigen og udgravningerne af batterierne. De der godt gående var med helt ud til skansen, vi andre nød solen ved det flotte hvide fyr samt havet, der var så blåt, så blåt. Som ved ankomsten, så sluttede vi med en revle.

Vi fortsatte nu gennem Hirtshals, og på havnen lige ved færgelejerne lå Hirtshals Marineforening, hvor vi var inviteret til kl. 13.00

Her var var vi ventet, og formanden bød os velkommen, fortalte lidt om maden, og at man ville give en snaps eller deres egen bjæsk. Drikkevarerne er normalt for egen regning.

Frokosten bestod af 2 x sild, varierede torsk, fiskefilet, pålæg og ribbensteg med efterfølgende hjemmebagt kringlekage og kaffe, og Hirtshals Marineforening gav minsandten en ekstra bjæsk. Meget lækker menu. I foreningen havde man en madmor, som selv lavede maden, jeg tænker på, om det er hende Søren Ryge besøgte i en Tv-udsendelse om kringlekage i Hirtshals.

Atter i år havde Jens sin harmonika med, og med lånte sanghefter, blev der sunget til hans akkompagnement. Under frokosten ville vi da også støtte Hirtshals afdelingen via deres lotteri. Hold da fast - sikken en gang fingergymnastik. I fine kuverter med logo lå 8 lodder og med 5 x 8 tog det sin tid at åbne dem, og så var vi flere, der havde overset ekstragevinst nr. 49, om igen.

Hans Jørgen takkede af for de hyggelige timer med et par flasker til formanden, og kl. 16.00 kørte vi atter syd over. Chaufføren meddelte, at vi kørte over Lønstrup, Nr. Lyngby og Løkken, men det blev ikke over, men forbi, på grund af forsinkelse i Hirtshals, bl.a. med lotteriet.

Der blev dog tid til en revle ved et tingsted mellem Hjørring og Løkken, og kl. 18 rullede vi ind i Nibe.

Hans, hans kone og barnebarn havde dagen lang tryllet en lækker menu frem til os:

  • Torskerulle med rejer
  • Store mørbradbøffer
  • Islagkage fra Vebbestrup

Kan man nu forstå det, at vi igen spiste. Vi havde ikke bestilt andet hele dagen.

Ja, så skulle vi da lige spille lotteri, som hans Jørgen sagde, så dagens udgifter kunne rettes lidt op. Imens gik han rundt og efterlyste først et, senere 2 tabte høreapparater, eller hvad det nu var - Øreringe?, men der blev grinet godt.

Klokken for mig blev 21.30 og hermed tak for endnu en glad oplevelse.

Venlig hilsen

Hansens søster Birte